Patienters Ernæring

Patienters Ernæring

Nyheder og gode idé'er

Bloggen er åben for medlemmer, andre sundhedsfaglige medarbejdere - og for patienter og deres pårørende.
Indlæggene vil spænde vidt, fra det nørdede ernæringsfaglige til den gode oplevelse, hvor patienten pludseligt spiste.

Patienters oplevelse af maden

Hvad siger patienterne?Posted by Jens Kondrup Sat, November 15, 2014 19:05:34
Region Hovedstaden har udført en brugerundersøgelse på samtlige hospitaler i regionen. Rapporten kan downloades.

3.840 patienter som blev udskrevet fra region H's hospitaler i April/Maj 2014 fik tilsendt spørgeskema om maden - 1.573 svarede (41%).

'Samlet indtryk af maden': 83 % svarede Positivt eller Meget positivt. Men med stor variation fra det ene hospital til det andet.


Der blev udsendt en pressemeddelelse: Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, at det er en vigtig undersøgelse, som både sætter fokus på alt det positive omkring mad på hospitalerne i Region Hovedstaden, men også stiller skarpt på de områder, hvor det kunne blive bedre. Hun foreslår at tage et ekstra skridt og nedsætte et smagspanel, der kan tage ud på hospitalerne, smage maden og komme med gode ideer til, hvordan vi helt nøjagtigt forbedrer smagsoplevelsen.
Det er en god ide: patienterne var særligt glade for maden på Gentofte Hospital, og det vil kunne smitte af på de andre hospitaler, hvordan man gør.

Undersøgelsen belyste desuden forholdene for de underernærede patienter:

46 % af patienterne var ernæringstruede eller underernærede (havde vægttab, kvalme, tyggebesvær, synkebesvær eller smerter i mund og/eller hals). 54 % af de patienter, der var indlagt mere end tre dage, var ernæringstruede.

31 % af patienter havde vægttab
27 % havde kvalme
7 % havde tyggebesvær
9 % havde synkebesvær
7 % havde smerter i mund/hals

32 % af disse patienter spiste meget mindre aftensmad under indlæggelsen end derhjemme.
44 % spiste mellemmåltider
26 % havde en samtale med personalet om at spise for lidt
26 % havde en samtale med personalet om deres behov i forbindelse med maden

Der er et stort behov for en ekstraordinær indsats for ernæringstruede patienter, jvnf. Region H's Mad-og ernæringspolitik (kan downloades her): der skal udvikles madretter til disse patienter og ansvaret på afdelingerne for disse patienter skal præciseres.



  • Comments(0)//blog.dske.dk/#post0